JAKOB
FRANDSEN
Første gang jeg hørte om biløkonom-uddannelsen var i en artikel i V-Max, som jeg var abonnent på, da jeg var yngre. Det lød genialt for en, der gerne ville mere end at være mekaniker, men stadig havde interessen for bilbranchen. På daværende tidspunkt, var det der fristede, at det var nogle fede biler, de solgte, samtidig med at det så ud til at være nogle friske unge gutter. Der var lidt drengerøv over det. Samtidig virkede det også interessant, at uddannelsen var på 2½ år, og at der var praktikforløb.
Efter 3. år på HHX søgte jeg ind på Business Language and Culture på CBS, men det var nok også fordi, det var fedt, at kunne sige, at man havde en flot uddannelse fra et universitet. Men allerede efter et par måneder fandt jeg ud af, at det slet ikke var det, jeg havde lyst til. Det var slet ikke mig, og så spurgte min forældre også, hvorfor jeg ikke forfulgte det, jeg havde sigtet mod siden 8. klasse. Derfor var jeg også rigtig glad for at det gik i orden med praktik, så jeg kunne starte som biløkonom.
På CBS var det en meget teoretisk og upersonlig læringsform. Biløkonomuddannelsen er til sammenligning meget personlig anlagt. Der er fokus på netværk, og der er fokus på, at de ting du lærer i skolen, skal du kunne bruge i virksomheden. Jeg kan se en sammenhæng mellem det vi lærer, og det vi skal kunne ude i virksomhederne. Og det ser jeg som en stor fordel ved uddannelsen.
Vi har for eksempel været til kurser hos Bosch, hvor vi har lært noget om det tekniske. Hvordan en dieselmotor fungerer samt en masse baggrundsviden. Vi har været op CRM-kursus, hvor vi har haft nogle ledere inde for at fortælle om kundetilfredshed, og hvad der kan forbedre kundetilfredsheden inden for bilbranchen. Vi har haft adskillige studieture, hvor vi har set fabrikker i Wolfsburg og Göteborg, hvor der også har været indslag, der har givet noget input. Vi har også set på det lovgivningsmæssige, for der er nogle forholdsregler, man skal være opmærksomme på.
Det fedeste ved uddannelsen er netop sammenholdet og studieturene, men også hele det koncept, at man får lov til at afprøve sine færdigheder hos sin forhandler, gør uddannelsen helt unik. Du kan lære en masse teori og arbejde med det til hverdag, samtidig med at det er et område, du finder interessant. Det gør faktisk, at man ikke ser det som det studiejob, det jo reelt set er.
Som biløkonom er man tilknyttet en praktikvirksomhed under hele uddannelsen, hvor markedsføringsøkonomer kun er i praktik de sidste tre måneder. Så inden du starter på skoleforløbet, er du en måned hos bilvirksomheden, hvor du får en introduktion til, hvad man laver i en bilvirksomhed. Og derefter er du typisk i virksomheden søndag og mandag.
De fleste tror, at en biløkonom er en sælger, men hvis jeg skal beskrive en biløkonom, er det en af de ledende personer hos en bilforhandler eller i bilbranchen, som har det praktiske kendskab. De ved, hvordan sælgerne tænker, fordi de sandsynligvis har været i en salgsafdeling. De ved, hvordan processerne er på et værksted. Samtidig har de teoretiske og taktiske redskaber til at kunne udvikle og lave nye processer i virksomheden. Så det giver et godt grundlag til at udvikle dig til en ledende person i bilbranchen, fordi du har alle grundelementerne med og ved, hvordan enkeltpersoner tænker i virksomheden.